20. juli – Los Angeles

..  Vilde forlystelser, imponerende shows og en lejetøjsbil til far ..

Ja, tidligt op igen. Vi går ned og får lidt morgenmad i en lidt overfyldt spisestue, men maden er fin og vi kan sagtens være der. Og så afsted!

Universal Studios 1Vi kommer hurtigt til Universal Studios Hollywood og parkerer i Jurassic Parking. Det koster i øvrigt $16. Billetterne har vi købt hjemmefra og printer ud, så vi kommer hurtigt ind. Vi får vores lilla ”halsbånd”, der betyder, at vi har ”Front of Line”. Vi kan altså komme foran i alle køerne! Det er dyrt, men det skal vise sig at være alle pengene værd.

Vi starter ud med Studio Tour. Der er en tur i et lille tog, som fører os igennem en masse områder, hvor mange film og TV-serier er optaget. Det er spændende, og turen bliver krydret med effekter med vand, ild og jordskælv. Vi ser også King Kong i kamp med en dinosaur og Jaws kigger lige forbi. En spændende og sjov tur på en lille time.

Universal Studios 5Så skal vi prøve de forskellige andre attraktioner. Vi prøver alt og ser alt. Vores adgangskort betyder, at vi kan gå lige ind til det hele uden ventetid. Selvom ventetiden på The Simpsons Ride er på over en time (på et tidspunkt er den på 90 minutter) er vi inde på under 10 minutter.

The Simpsons Ride er en tur i en simulator, der giver os en vild rystetur. Illusioner er sjov og vi føler virkelig, at vi kører i en vild rutsjebane. Despicable Me, Transformer og Shrek prøver vi også og alle er sjove. Vi ser alle shows som Animal Actors, hvor dyr er trænet til brug i film. Det er ikke bare hunde, men også katte, fugle (sågar høns), rotter, marsvin og en gris. Det er sjovt og imponerende.

Universal Studios 2Waterworld er et show baseret på filmen med Kevin Costner. Der er et vildt stuntshow med vand og ild og vildt meget action. Det er fantastisk flot lavet og særdeles imponerende, da en vandflyver ”bliver skudt ned” og pludselig lander midt i det hele. Vi er nødt til at se showet to gange!
Universal Studios 4Universal Studios 3Vi ser også hvordan special effect laves i et show med masser af humor, og vi ser et 20 minutters show med Blues Brothers. Flere af de bedste numre fra filmen er med og skuespillerne, som spiller Jake og Elwood kan danse på den helt rigtige måde. Alle publikummer danser og synger med.

Vi slutter dagen af med en tur i Jurassic Park, hvor du med garanti bliver meget våd. Vi vælger at være tøsedrenge og køber to regnslag og tager turen på skift.

Et par ekstra ture i Revenge of the Mummy bliver det også til. Det er en rigtig rollercoster med en enorm acceleration og nogle meget vilde sving og bakker. Når turen er slut skal vi jo lige køre baglæns i samme fart. Det er vildt og meget sjovt. Helt klart Jeppes favorit.

Til sidst køber vi souvenirs. Pia køber en nøglering med Svampebob og Allan køber en T-shirt og en modelbil af tidsmaskinen fra Tilbage til fremtiden. Vi finder også to batman-figurer til fætter Mikkel.

Aftensmaden bliver spist kl. 23 og så er det hjem i seng. Vi er meget trætte, men det har været en super god dag – ikke mindst på grund af vores Front of Line kort.

Dagen i dag har været eventyrlig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *