Spørg og få svar…

… “Help! I need somebody” …

Et meget nyttigt redskab på Internettet er diverse fora. Her kan du spørge om hjælp til næsten alt – og få hurtige og brugbare svar.

I forbindelse med denne rejse bruger jeg TripAdvisors forum – http://www.tripadvisor.com/ForumHome. Her sidder en masse kyndige og hjælpsomme mennesker klar til at hjælpe med spørgsmål. Forvent lidt svartid, hvis svarerne er lokale i USA. Det er trods alt nogle timer bagefter os 🙂

Internationalt kørekort…

… “can I see your licens, please” …

Jeg har nu fået mig et internationalt kørekort. Det er ganske enkelt. Det kræver, at du har et kørekort (!!) og et pasbillede. Så henvender du dig på din kommunes borgerservice og for kr. 25,- kan du på 10 minutter få udstedt et internationalt kørekort. Lidt skuffende er kortet blot en lille pap-mappe, der i design mest af alt ligner noget fra 50’erne 🙂
Det bliver næppe aktuelt med kortet, men for en sikkerhedsnål skyld…. Det vil jo være ærgerligt ikke at få udleveret bilen på grund af 25 kroner.

GPS’en kommer med hjemmefra…

… “øh, hvor skal vi hen, du?” …

At leje en GPS i USA kan være en dyrt omgang. Hos Hertz kan det koste omkring kr. 75,- pr. dag (kr. 1.600,- for tre uger!). Vi har i stedet købt et mikro-SD kort til vores Tomtom og derefter købt et kort over USA. Udgiften var omkring kr. 300,-
Fordelene er, at vi kender vores GPS, den kan tale dansk og vi kan lægge forskellige favoritsteder ind hjemmefra. Ulempen er dog, at den skal transporteres – men den fylder nu ikke meget i kufferten.
Garmin at Walmart

Alternativt kan en Tomtom eller Garmin GPS købes i Walmart fra omkring $70,- – ca. kr. 380,- 🙂

30. juni – København/Los Angeles

.. en lang, men spændende rejse ..

29. juni

KufferterneAlle kufferter er pakket og lukkes. Den største lånekuffert er gået i stykker! Låsen virker ikke. Så vi når at pakke om. Vi har 4 kufferter i meget varierede størrelser fra meget stor og uhåndterlig til en lille kabinekuffert. 2 rygsække med håndbagage er også klar.
Taxaen kommer 20 minutter over 14 og lidt efter sidder vi klar på stationen.

Togturen til København gå som planlagt. Den er lidt lang og kedelige og Jeppes evne til at tilpasse sig omgivelserne gør, at han sover halvdelen af turen. Så føles det jo også meget hurtigere.

Efter indlogering på Danhostel går vi ind på Strøget og ned i Skinnergade hvor vi spiser aftensmad på Samos. Græsk buffet for 79,- pr. person. Billigt og nok også kvalitet derefter, men alle bliver mætte 🙂 Sovende mand på restauranten gør oplevelsen lidt aparte 😉

Så er det hjem på hotellet og få sovet så vi er klar til den lange flyvetur dagen efter.

Pia og Allan sover ikke meget den nat. Det er sikkert en blanding af spænding og meget hårde madrasser.

30. juni

Kl. 6 står Pia og Allan op. Drengene sover lidt længere. Da vi har pakket vores ting, går vi ned og spiser morgenmad. Morgenmaden på Danhostel er fin, og alle er mætte, da vi tjekker ud og går ud til den bestilte taxa. Så går turen til Kastrup lufthavn.

KastrupEfter nogen ventetid kan vi indlevere vores kufferter og gå gennem sikkerhedscheck. Det går uden nogle problemer. Efter endnu mere ventetid og en lille bid frokost kommer vi ombord i vores Airbus 777 til Toronto. Vi sidder fint lige bagved vingen og med fin udsigt på landskabet under os. Turen er lang – meget lang. Men den forsødes dog af lidt forskellige måltider (kylling og kartoffelmos med sure grøntsager og senere en kyllingewrap) og underholdning på de indbyggede skærme. Pia og Allan ser ”Last Vegas”. Jonas ser ”Harry Potter” og ”Narnia”, og Jeppe ser ”Thor”, ”Robocop” og ”Lego Movie”.
Flyvinge

Flot udsigt fra luften. Først Danmark – som et land kort. Så det sydlige spids af Norge. Over Island er der skyer, men der er sol over Grønland, så vi kan se isbjerge sejle af sted langs kysten – som små hvide prikker ganske vist, men de er der. Siden udsigt til Canada.

Efter landingen er det igennem adskillige køer og sikkerhedscheck. Der går uden problemer, men ventetiden er meget lang. Vi får lidt at spise og finder gaten til vores næste fly til Los Angeles. Vi synes at tolderen er lidt tilbagelænet og har god tid, men vi opfører os selvfølgelig eksemplarisk. De tre ældste skal aflevere fingeraftryk og øjen-scan. Her venter vi så igen i nogle timer og underholder os med at læse bøger, spille på iPads og skrive dagbog. Vi er meget trætte, og det tærer lidt på vores humør. Vi er ikke sure, men lidt pirrelige og lunten er nok lidt kort.

Den sidste flyvetur på 5 timer går også fint. Flyet er noget mindre, men pladsen er ok, og Pia, Jonas og Jeppe får også sovet en lille smule.

TorontoEfter landing kan vi gå direkte til bagageudleveringen og hente vores 4 kufferter. Der er ingen toldere eller sikkerhedscheck denne gang. Vi har jo rejst indenrigs 🙂

Uden for lufthavnen venter vi under det lilla skilt med ”Rental Car Shuttle”, og kort tid efter kommer bussen, der kører til Hertz. Chuck – chaufføren – hjælper passagererne ind med deres bagage og vi kører ca. 10 minutter. Hos Hertz går det nogenlunde gelinde, og da vores biltype alle er udlejede, får vi (efter at salgsassistenten ”frivillig” har forsøgt at få os til at opgradere) en Dodge Grand Caravan. Det er en rød syvpersoners van-lignende bil med aircondition, automatgear, elektrisk justerbare forsæder og bagdøre og bagagerum, der lukker ved tryk på en knap. Blæret!

Indlogering på vores 1. hotel går fint, og snart er vi i seng. Jeppe sover som en sten, Jonas får nogen søvn, men Pia og Allan sover ikke meget… Jetlag!

Dagen i dag har været mageløs!

1. juli – Los Angeles/Monterey

 .. Highway 1, søelefanter og Johnny Rockets ..

Must have coffeeVi står op kl. 6, går i bad og arrangerer vores bagage i kufferterne. Så er det ned til morgenmaden. Alt er selvbetjening. Forskellige slags brød kan ristes i toastere, og Jeppe og Jonas finder hurtigt ud af, hvordan den automatiske pandekagemaskine virker. Kaffen er lidt tynd – som amerikansk kaffe jo er – men den frisker. Vi forsyner os med æbler og bananer i mængder, der er lidt pinligt. Tasken er i hvert fald tung, da vi går op på værelset for at hente vores bagage.Vi tjekker ud og pakker bilen. Nu skal vi nordpå.

Fish and ChipsVi kører ud af Los Angeles på 7-sporede motorveje og kommer snart ud af byen. Første stop er Santa Barbara. En charmerende ”mindre” by i lav, spansk byggestil helt ud til havet. Vi finder en p-plads og går mod havet for at finde frokost. På vejen derned optager både Allan og Pia et Amtreck tog rulle ind på perronen – der er intet som back-up!! Først view af det fantastiske Stillehav, Jonas skal selvfølgelig have tæerne i. Vi får fish and chips på en pier ud i havet. Frække måger cirkler omkring os. En haj-Zoltar snakker med.

Vi har sat GPS’en på Monterey og valgt den korteste rute. Det viser sig at være en rute, der sender os ind i landet og ikke langs kysten, som vi troede. Bjergkørsel for første gang. Pia er lidt nervøs for bilens formåen, automatgearet siger ikke som en Toyota med manuel – men det er helt ubegrundet. I en mindre by holder vi pause på en tankstation og køber en is og et kort over Californien. Vi stoler ikke helt på elektronikken.

Highway 1Vi kommer nu tilbage til Highway 1 og kører igen nordpå. Sceneriet er fantastisk. Vi stopper et par gange for at tage billeder, og Jonas skal naturligvis igen have fødderne i Stillehavet. Det er koldt!

Vi gør også et stop et par kilometer nord for Hearst Castle og kigger på søelefanter. De ligger og soler sig på stranden og gør sig til for alle fotograferne. De lugter ikke særligt godt 🙂 Vi ser også egern.
SøelefanterPå grund af de mange kilometer fra LA til Monterey er vi nødt til at køre videre. Vi er jo noget trætte fra gårsdagens lange tur og vil helst ikke ankomme til hotellet alt for sent.

Turen fra Hearst Castle til Monterey er meget snoet, og vi kører op i bjergene og ned igen. Og op og ned igen. Der er anstrengende, men udsigten er perfekt med mange ”vista views”, som udsigtspunkter kaldes her. Allan kører utrætteligt videre – uden hjælp af sin kone, som ikke synes, at det er nu – på snoede bjergvejen – at hun skal have sin debut med automatgear (Pia har skrevet her!).

Vi ankommer til hotellet omkring kl. 20 og får hurtigt vores ting ind på værelset. Comfort Inn er ok, men der er ingen yderligere faciliteter. Der er en pool, men bestemt ikke en, som vi har lyst til at bade i. Værelset er mørkt og lille, men det er rent, og det er jo det vigtigste. Så er det ned i byen og få noget aftensmad. Vi havner på ”Johnny Rockets”, hvor vi får en burger med ”American Fries” og en ”diet Coke”. Det er ikke gourmetmad, men vi bliver mætte.

Så er det hjem til hotellet og få sovet, men vi skal jo lige huske at sætte alle kameraer, telefoner og iPads til opladning. På natbordet flyder det med forlængerledninger og ladere.

Dagen i dag har været forrygende!

Dag 1 - 331 miles - 522 km

 

2. juli – Monterey

.. Pukkelhvaler, baconchokolade og Redwoods ..

Jeppe er allerede omstillet til Californien-tid, men vi tre andre er langtfra. Det bliver igen begrænset med søvn og klokken 5 er Pia, Allan og Jonas vågne. Så kan man jo ligeså godt opdatere dagbogen 🙂

Billeder og film fra kameraerne bliver lagt over på computeren, og hukommelseskortene bliver tømt, så de er klar til en ny dag.

Lige inden vi går over til morgenmaden, tager vi alle en pille mod søsyge – vi skal jo på hvalsafari om 3 timer.

Morgenmaden er igen automatmad, men kvaliteten er fin og bestemt spiselig. Kaffen er bedre her, og den spansk-udseende dame, der fylder op, er meget venlig og spørger som alle gør herovre: ”How are you today?”. Jeppe og Jonas laver selv vafler på et elektrisk vaffeljern – både almindelige og med blåbærsmag.

Så skal vi afsted på hvalsafari. Vi kører til en parkeringsplads i nærheden af Fisherman’s Wharf i Monterey og går til det anviste sted. Her tjekker vi ind og betaler for turen. Båden – ”Sea Wolf II” – lægger til kort efter, og vi kommer alle ombord. Vi er omkring 40-50 gæster om bord på båden. Men der er god plads, alle kan se. Vi får plads på en bænk bagerst på båden med udsigt til både styrbord og bagbord.

Vi sejler ud på Stillehavet, og undervejs ser vi havoddere, pelikaner og en masse andre fugle. Faktisk har vi ikke sejlet så lang tid, før vi ser den første pukkelhval – dog på afstand. Vi sejler videre og hver gang vi ser noget nyt fortæller en ansat om området og det dyreliv, der er i havet.
PukkelhvalEfter lidt længere tids sejlads ser vi endnu nogle pukkelhvaler, og denne gang er de rimelig tæt på båden. Vi tager billeder og filmer i et væk. Vi ser også to forskellige slags delfiner og lidt flere pukkelhvaler. Og pillerne virker! Der er ingen af os, der bliver søsyge, og vi kan nyde turen. Det er dog koldt, godt at vi har både langærmede trøjer og jakker på. Vi er i havn igen omkring kl. 13.30 og har været på havet i 4½ time. Selvom vejret er noget køligt og overskyet, er Allan af en eller anden mystisk grund blevet noget rød i hovedet. Man kan åbenbart blive solbrændt uden sol.
Pelikan

Vi kører hjem på hotellet og skifter tøj og kører så til Santa Cruz, som ligger en lille times kørsel nord for Monterey. Her går vi en tur på Pacific Avenue, og vi spiser en meget sen frokost på en lille café. Vi får sandwiches fra en italiensk deli, og de er yderst delikate. Vi skal også lige ind forbi en chokoladeforretning, som sælger almindelige chokolader og mere specielle som f.eks. kartoffelchips og bacon med chokoladeovertræk.
Chips med chokoladeVi prøver begge varianter, og de smager ganske fint. Så går vi lidt videre i ”flipper-byen”, inden vi kører ned på Santa Cruz Wharf, hvor vi parkerer og går en lille tur. Vi har en fantastisk udsigt ind mod stranden og Santa Cruz Beachwalk med tivoli og hundredevis af badegæster.
Santa Cruz skilte

Så kører vi videre. Vi skal besøge Allans bekendte, Carollyn og Bill i Scotts Valley, som ligger 15 minutter nord for byen. Her hygger vi i deres have med en lille ”appetizer”, som består lidt grøntsager med dip, brød med hummus og hjemmelavet lemonade lavet af citroner og lime. Senere spiser vi typisk amerikansk BBQ med svinekød, oksekød, majskolber og ”cornbread” som er et sødt brød lavet på majsmel. Jonas er meget betaget af de store Redwoods i Carollyns have, og Jeppe hygger med hendes 2 hunde og tre katte – den ene kat er blind. Vi snakker og hygger og kører så hjem på hotellet meget trætte efter en lang og spændende dag.
Giant RedwoodsDagen i dag har været ubeskrivelig!

3. juli – Monterey/San Francisco

.. Shopping, Chinatown og en meget stejl gade ..

I nat har vi alle sovet rimeligt. Jonas vågner dog med ondt i halsen og hovedpine og må starte dagen med et par hovedpinepiller. Vi får morgenmad med gør-det-selv vafler som dagen før og pakker derefter vores bagage og tjekker ud fra hotellet. Og så går turen mod Gilroy Premium Outlet.

Efter en lille times kørsel nordpå kommer vi til Gilroy og mærker duften af hvidløg. Byen er kendt for sin produktion af hvidløg. In n out burgereVi finder hurtigt Premium Outlet og de butikker, som vi har kig på. Vi starter hos Adidas og finder nogle fine t-shirts til både Jonas og Jeppe. Så videre til Puma (Jeppe køber sko) og så Levi’s hvor Jeppe finder nogle shorts, Pia en bluse og Allan bukser og jakke. Jonas er desværre ikke helt på toppen, så vi slutter indkøbene og får vores frokost hos ”In ‘n Out burgers” hvor vi spiser en kæmpeburger med fritter og en diet Coke. Bestemt ikke et slankemåltid.

På vej til SFNæste stop er San Francisco, og turen tager omkring 2 timer på grund af den megen trafik ind mod centrum af storbyen. Vi finder nemt hotellet, men parkering er derimod ikke så nemt. Så Pia og drengene må slæbe al bagagen ind på hotellet og sørge for check ind, mens Allan prøver at finde et parkeringshus. Bilen bliver parkeret et par blokke fra hotellet til en meget høj pris på 34 dollars pr. døgn. Dette er dog billigere end hotellets parkering, som er på 56 dollars pr døgn! Hotellet er på 32 etager, og vi bor på 7. etage. Værelset er fint og med 32” tv. Og så koster alting ekstra. En sodavand i en automat koster $ 2.75. På hotellet i Los Angeles kostede den samme sodavand $ 0.75. En flaske vand (som ikke er kold!) koster $ 4.25, og det koster $ 11 at bruge Internettet. Det vælger vi så ikke at gøre. Men hotellet har en meget central beliggenhed – det forklarer jo nok priserne!!
SF avisstandere

Efter check-ind og parkering begiver vi os på lidt byvandring. SF ChinatownVi går mod China Town på Grant Street og kigger på alle de spændende butikker. Vi finder en restaurant hvor også Obama har spist. Vi får en familiemenu med suppe, egg roles, kylling, svinekød, oksekød og stegte ris. Lidt overraskende er det Jonas, der er mest begejstret for maden 🙂 På restauranten serveres også vandmand, som vi dog ikke smager. Som ekstra service har tjeneren beregnet ”tip” for os – drikkerpengene er således allerede på regningen, da vi beder om den!!

SF Filbert StreetDa vi har spist, går vi videre og finder Filbert Street, som er usædvanligt stejl. Vi kæmper os op af de mange trapper op til Coit Tower, som er bygget på toppen af Telegraph Hill. Desværre er tårnet lukket, men vi har en fantastisk udsigt over San Francisco, Alcatraz og både Bay Bridge og Golden Gate Bridge. Vi (læs Allan) får taget en masse billeder og begynder så hjemturen til hotellet. Vi er godt trætte, da vi kommer tilbage. På vejen køber vi lidt vand, et par kopper kaffe til de voksne og smoothies til drengene på en Starbucks.

På værelset flader vi ud med lidt tv, og sjovt nok sender de ”Rejseholdet”. Det er med dansk tale og engelske undertekster.

Dagen i dag har været imponerende!
Dag 2 - 120 miles - 193 km